Virksomhedspr

Det er blevet populært blandt arbejdsgivere at gøre en aktiv indsats for at sænke medarbejdernes kropsvægt og styrke deres helbred, skriver Politikken lørdag og giver eksemplet med en virksomhedsleder der selvfølgelig godt vil ansætte en overvægtig medarbejder, men hvis overvægten er af sundhedsskadeligt omfang, så indgår den ansatte en aftale med chefen om at gennemgå et sundhedsprogram.  

Det er jo fint, at en virksomhedsleder bekymrer sig over, at hans eller hendes medarbejdere er for fede, men det ville jo være måske endnu bedre, hvis han eller hun  også bekymrede sig om, om medarbejderne kunne se en mening med deres liv! Fint at tilbyde en sundhedsordning, men måske var det mindst lige så godt at tilbyde en samtale med en virksomhedspræst, om nattetanker om livet og døden og meningen med det hele, om at have mistet betydningsfulde mennesker i sit liv og om at komme til at miste flere – og til sidst sig selv. 

Virksomhedspræsteordningen er nogle steder et sådant tilbud til medarbejdere.De steder, hvor vi kommer som virksomhedspræster, er flere kommet ind til en første samtale emd os med ordene:  “Ja, man bliver jo tjekket for blodtryk og kolesteroltal, og så tænkte jeg, at det var en idé også at få tjekket det mere åndelige”.

Andre mere skeptiske chefer end der, hvor vi kommer, reagerer ved at sige, at det kan folk da klare selv, og hvad kommer det arbejdet ved? 

Præcis det samme kan man sige om at spise fedtfattigt og motionere - hvad kommer det arbejdet ved? Det kommer selvfølgelig arbejdet ved – fordi mennesker kommer hinanden ved! Men mennesker er mere end vægt og BMI og kondital. Mennesket  er krop og sjæl! Det må til at gå op for os!

En medarbejders sjælelige velbefindende og trivsel er MINDST lige så vigtig som vægten! Der kunne endda være en underliggende sammenhæng!Som Piet Hein siger: “Det er ikke, hvordan du har det, men hvordan du ta´r det!”

Der har været noget interesse for, om krise i økonomi og beskæftigelse betyder, at flere søger virksomhedspræsten!

Gad vide, hvor den kommer fra?

Spørger man også tandlægerne og fodterapeuterne og bagerforretningerne om det?

Umiddelbart ville det da være mere nærliggende at gå til arbejdsformidlingen eller til sin fagforening. 

Men krisen er jo det store ord, som åbenbart ændrer på alt.

Eller burde gøre det. Eller hvor ville det i al fald være en god historie, hvis den gjorde det!

Der er bare det, at der igen igen bliver talt om “tiden før krisen” – men hvornår var det lige, det var? Hvornår var det, at det hele var, som det skulle være? Hvor jeg ikke var træt af kæresten og hvornår blomstrede sexlivet? Hvornår var det, jeg syntes, at mit job var toppen og ikke havde dårlig samvittighed over, at jeg brugte for meget tid på det, så børnene var hos naboen hele tiden?  Hvor længe er det siden, at jeg ikke spekulerede på, hvordan jeg skulle få talt med min far om, at han er ved at være for dement til at klare huset alene – eller på hvorfor skolen havde indkaldt mig til en ekstra forældresamtale? Hvornår var det, jeg ikke stillede spørgsmålstegn ved, om det egentlig er sådan her, jeg skal leve mit liv? Hvornår var egentlig sidst, at jeg IKKE var i krise?

Det her liv er nemlig bare ikke særlig let – og det er det ikke, uanset hvordan den økonomiske situation ser ud. En fyringstrussel eller et hus på tvangsaktion gør ikke livet lettere – men det er altså heller ikke så enkelt, at god økonomi er ensbetydende med ren lykke.

Heldigt præsten er der hele tiden!

De store fælleskontorer er en død sild, sagde en fremtidsforsker forleden i radioen. Engang var idealet, at ens skrivebord og rullende skuffeindretning absolut ikke bar præg af noget personligt. Nogle steder er det sådan stadigvæk har vi set.

Et besynderligt klosteragtigt ideal. Man kan overveje, hvad det siger om den måde vi tænker om arbejdet på – er det blevet gud i vores liv, er det virksomhedernes ambition at blive meningen med deres medarbejderes liv?

Det interessante var, at fremtidsforskeren talte om, at det går i retning af at vi tager mere og mere af vores privatliv, vores private person med på arbejde.

Det falder godt i tråd med det vi oplever som virksomhedspræster.

Vi arbejder næsten alle sammen –   i dag vælger de færreste, at den ene voksne i en familie tager ansvaret for alt derhjemme, så den anden trygt kan lægge enhver tanke om børn og tandlægetider fra sig og hellige sig arbejdspladsen fuldt og helt. Sådan var det engang – det kræver et andet familiemønster end vi har nu.

Derfor har de fleste en del af bevidstheden bundet til det derhjemme – også samtidig med, at de er på arbejde. Vi sætter billeder op af kæresten eller hunden eller en børnetegning ved vores hjørne af arbejdspladsen. Her er mit lille sted, jeg slæber rundt på noget vraggods og det hele hører med.

Det er derfor nogle arbejdspladser inviterer præsten indenfor. Fordi de har hele mennesker ansat.